God råd
Sådan støtter du dit barn i skilsmissen
Forbered barnet
Du kan ikke gøre det til en god oplevelse, men du kan mildne slaget for barnet. Det er bedst, hvis I er sammen om at fortælle barnet om bruddet. Giv barnet besked i god tid, så det kan nå at omstille sig, og sørg for, at der er styr på de praktiske detaljer. Forvent at dit barn bliver dybt ulykkelig og giv rum til trøst, og lad barnet reagere. Sørg også for at have dine egne følelser under kontrol. Barnet skal ikke føle, at det skal trøste dig. Husk at gøre det klart, at bruddet ikke er barnets skyld.
Informer barnets nærmeste
Sørg for at de nærmeste personer i barnets omgangskreds er informeret om bruddet, så de er klar til at hjælpe med at gribe, når barnets fundament pludselig smuldrer.
Hav barnets behov i fokus
Selvom der er rigtig mange følelser på spil i forbindelse med et brud eller en skilsmisse, er det vigtigt have fokus på det centrale: Barnets behov. Vælg dine kampe. Spørg dig selv: Er det mit behov eller barnets, jeg forsøger at dække lige nu.
Prioriter barnets nærmiljø
For barnet kan det føles som hele verdens undergang, når forældrene pludselig går fra hinanden. Gør ikke dette værre ved at fjerne barnet fra deres trygge rammer. I den udstrækning det er muligt, prøv at bibeholde barnets nærmiljø.
Undgå at skændes foran barnet
Uanset hvor højt bølgerne går mellem de to parter, er det vigtigt, at barnet ikke påvirkes af jeres uenigheder. Gør ikke en stressende situation værre.
Sørg for, at jeres samtaler foregår under formelle rammer, og tag gerne imod tilbud om konfliktmægling, hvis der er behov for det
Ikke alt kan løses alene. Går det hele i hårknude, er der ingen ære tabt ved at bede om hjælp – for din egen, og især for barnets, skyld.
Gør ikke barnet til sendebud – kommunikation skal ikke ske gennem barnet
Lad ikke barnet blive kastebold i jeres konflikt. Uanset hvor dårlig jeres kommunikation er, så skal den ikke foregå gennem barnet. Fungerer kommunikationen ikke på telefon, så må I hellere bruge sms. Fungerer det heller ikke, så må I bruge mail.
Undgå konkurrence imellem parterne
Du vil komme til at føle dig usikker, og du skal håndtere mange følelser fra dit kriseramte barn. Derfor er det nemt at komme til at ønske, at barnet foretrækker dig. Men det er ikke en konkurrence, og det bedste udfald er, at barnet er glad både hos far og mor.
Lad ikke barnet blive en skulder at græde på
Lad ikke dit barn blive din terapeut. Børn vil gøre alt for at gøre deres forældre glade, og de vil ikke selv sige fra. Det er ok at være ked af det, men lad ikke ansvaret hvile på dit barns skuldre. Mor i Krise kan hjælpe med samtaler eller hjælp til at finde en terapeut.
Det er ok, at barnet savner den anden forælder
Du har gjort dit bedste for at genoprette en nogenlunde tryg hverdag, og så stikker det i hjertet at høre, at dit barn savner den anden forælder. Tag det ikke som en kritik af dig som person, for det er ikke dig, det handler om. Prøv i stedet at anerkende følelsen af savn og tab hos barnet.
Respekter barnets behov for at omstille sig
Det er ikke nemt at skulle bo to steder, og på samme måde som du selv skal omstille dig, når du er et nyt sted, så skal barnet også finde sig til rette, når det skifter fra det ene hjem til det andet. Giv barnet ro og plads, og undgå for mange arrangementer.
Tag ansvar
Lad det være dig, der står for, at de praktiske ting bliver ordnet. Pak deres tasker, sørg for at sovebamsen kommer med. Selv større børn får svært ved at overskue for meget ansvar og har brug for ekstra omsorg.
Sådan sikrer du dig selv i forbindelse med skilsmisse
Flyt aldrig adresse fra jeres fælles hjem
Den forælder, der bliver tilbage i boligen, bliver automatisk ”bopælsforælder”, og den bortrejste bliver ”samværsforælder”. Dette giver en stor ulempe i forhold til fastsættelse af samvær. Har du ikke folkeregisteradressen på barnet, er det dig, der skal søge om samvær. Bopælsforælderen har de fleste rettigheder og får derudover børne- ungeydelsen. Så vær opmærksom på dette.
Dokumentation er vigtig i et konfliktfyldt forhold
Sørg for at al kommunikation foregår på mail. Måske skal du senere dokumentere, at din partner modarbejder et samarbejde eller nægter dig samvær.
Sørg for at se dine børn
Det er desværre ofte sådan, at den, der har børnene mest, har bopælen. Sørg derfor for at se dine børn lige så meget, som du plejer.
Lad dig ikke køre ud på et sidespor
Vær en aktiv del af dit barns liv. Deltag i skole-hjemsamtaler, lægebesøg og andre arrangementer.
Straf ikke barnet for din ekspartners handlinger
Økonomi kan hurtigt blive årsag til konflikt, men lad ikke barnet lide afsavn. Vil din ekspartner ikke købe tøj, må du gøre det, uanset hvor snydt du føler dig. Lad ikke barnet mærke det.